Når jeg arbejder med bronze, oplever jeg det som en form for alkymi – ikke kun i den tekniske forstand, hvor ild, luft og metal indgår i en konkret forvandlingsproces, men som en dybere rejse gennem lag af mening, stof og symbolik.
Jeg oxyderer ofte bronzen. Den dybe sorte overflade, som opstår, føles som et billede på det uskabte – det mørke potentiale, hvor alt begynder. Sortheden er ikke bare fravær af lys, men en tilstand af uformet mulighed. Den minder om alkymisternes nigredo – den første fase i forvandlingen, hvor alt opløses, så noget nyt kan opstå.
Netop i det sorte opstår kontrasten. Når den blanke bronze får lov at træde frem – som lys mod mørke – skabes et spændingsfelt. Det mørke gør lyset mere levende. Det rå og det polerede spejler hinanden. Det handler ikke om enten-eller, men om forening – coniunctio – en alkymisk syntese, hvor modsætninger smelter sammen og bliver til en ny helhed.
Jeg har også arbejdet med bladguld som baggrund for små ikoner i bronze. Guldets lys er ikke bare dekorativt – det virker som en symbolsk himmel, et rum for det ophøjede. Hovederne – ofte langstrakte, abstraherede – kan ses som repræsentationer af noget menneskeligt og samtidigt mere end-menneskeligt. Nogle forestiller sig Jesus, andre blot en arketypisk skikkelse af menneskelig ånd. Formen minder om Giacomettis ansigter – udstrakte, tynde, nærmest svævende mellem form og opløsning.
Bronzen oxideres, rammen mørknes, men baggrunden forbliver gylden – en slags indre oplysning. Den alkymiske symbolik træder frem:
- Nigredo – det mørke stof, det rå og jordnære
- Albedo – det rensede, det bevidste blik
- Rubedo – guldets fremkomst, helheden, lyset
Denne proces er ikke lineær. Det handler ikke om at komme væk fra mørket, men om at arbejde med det – lade sortheden blive en medskaber, ikke en modstander. Kun i mørket kan lyset skinne med ægte dybde.
