Udgivet i

Udstilling på UCH

Udstilling på UCH - Bronzeskulpturer

Udstilling af bronzeskulpturer på Uddannelsescenter Holstebro

Periode: Nov – Dec. 2023

Temaet for denne udstilling er blandt andet ungdomskultur – fest og farver. Jeg har sammensat en række forskellige udtryk. Skateren og parkour-udøveren er iscenesat på beton-plinter der leder tanken hen på det urbane miljø som uddannelsesinstitutionen ligger i. Endvidere har det været en ønske fra mig at vise hvem det er der har til huse her: de unge under uddannelse, de aktive og de opfindsomme samt de rebelske og måske enkelte utilpassede.

Udstilling på UCH - Bronzeskulpturer
Udstilling på UCH – Bronzeskulpturer

Farverne er repræsenteret ved de indfattede glasmønstre i klare friske farver. Klarheden er helt udtalt i de rå glasstykker der er udformet som glas- og bronzetræer.

Endelig er arkitekturen og den abstrakte kunst repræsenteret af kuber i forskellige størrelser samt runde og ornamenterede former. Her kommer bronzen rigtig til sin ret med tyngde, kontrast og med den varme glød.

Udstilling på UCH - Bronzeskulpturer
Udstilling på UCH – Bronzeskulpturer

For at understrege det rå og upolerede look, har jeg placeret flere af de udstillede værker på råt tilsavede egeplanker.
Udstillingen kan ses hele november og december måned 2023. Den er placeret i en montre ved personalekantinen ved HTX. Kontaktperson er Studievejleder Ann på HHX som sidder i kunstforeningen.

Udstilling på UCH - Bronzeskulpturer
Udstilling på UCH – Bronzeskulpturer
Udgivet i

Besøg på BIRN – Jernstøberi i Holstebro

Birn - Jernstøberi i Holstebro

Efter at have boet i Holstebro i mere end 25 år fik jeg endelig mulighed for at besøge BIRN. Med en historie der strækker sig helt tilbage til grundlæggelsen i 1896, og med de klassiske høje røde skorsten, er det ikke bare en virksomhed der har skabt en masse arbejdspladser i Holstebro, det er også et ikon i byen. Igennem årene har BIRN bidraget til byens udvikling og kultur.
Ved Nørreport i Holstebro har Bjørn Nørgaard opført nogle meget smukke og karakteristiske lysmaster som er støbt på BIRN. Foran deres indkørsel til fabrik og administration kan man se BIRN’s Bier af Erik Heide.

Jeg havde kontaktet BIRN for at høre om det var muligt at få lov at følge deres støbeproces. Jeg ville gerne lære at støbe flere ens emner ved sandstøbning.
På Holstebro Museum er der en stor udstilling om BIRN’s historie, og her havde jeg læst om deres brug af sand til deres støb, og ville gerne lære mere om sammensætningen af sandet, og hvordan de skaber støbeforme der kan reproducere formen igen og igen.

Det var en fejlopfattelse jeg havde fået. Jeg troede at det var sandformen de genanvendte. Det viste sig ved rundvisningen som jeg fik af Factory Manager Jesper, der venligt forklarede at det ikke er sandformen der genanvendes, men formen der presser sandet, der er udført i metal (sandsynligvis aluminium). Sandet kan endvidere presses til en kerne, som placeres inde i den ydre sandform, og hvor metallet flyder imellem disse to forme.

Jernskulptur støbt på BIRN

Jesper fra BIRN havde tilbudt mig at vi kunne prøve at håndstøbe en form som jeg skulle tage med. Det var jeg meget taknemlig for og forberedte en sandform, som jeg var spændt på udfaldet af.

Det gik heldigvis godt. Det var fascinerende at se hvordan een af støberiteknikerne tog en øse, og hentede en lille mængde flydende jern, og hældte i min sandform.

Tak til Factory Manager Jesper, og til BIRN for rundvisningen.

Udgivet i

Værkstedet hvor smykker og bronzeskulpturer fremstilles

Bronzeskulpturer af Bo Kalvslund

Værkstedet er et helt unikt sted i processen med at fremstille kunst. Idéerne kan skabes hvor som helst man har en blyant og noget papir. Man man lave en skitse eller en model i pap på køkkenbordet eller i sofaen. Selve fremstillingen af en bronzeskulptur kræver et sted med mulighed for at have åben ild, slibe og eventuelt svejse.

Når der skal støbes i guld, sølv eller bronze skal der laves en model i voks der er en prototype af det endelige smykke eller skulptur. For at forarbejde voksen bruges der forskellige værktøjer afhængig af hvad det er for en type voks der arbejdes i. Er det for eksempel hård voks, skal der bruges file og sandpapir. Er det blød ostevoks bruges hænder og fingre, eller traditionelle modelleringsværktøjer, som også bruges til ler.

Selve støbeprocessen kræver et særligt sted med udsugning og underlag til varmt arbejde. Udbrændingen af voksmodellerne sker i en ovn der følger en udbrændingskurve op til ca. 730 grader. Metallet smeltes enten med en brænder eller i en gas- eller elovn.

Når skulpturen eller smykket er støbt skal det renses for gipsrester og støbegrater og uregelmæssigheder fra støbeprocessen skal slibes væk. Tilsidst overfladebehandles metallet og poleres med voks.

Mit værksted ligger i Holstebro. Du er velkommen til at kontakte mig hvis du har et specielt arbejde du gerne vil høre om jeg kan udføre. På hjemmesiden her er der endvidere en side med videoer hvor jeg også deler optagelser af mine værker i sølv og bronze.

Udgivet i

Udstilling Aktivitetscentret i Struer

Bronzeskulptur af Bo Kalvslund

Medio august til medio september 2023 udstiller jeg på Aktivitetscentret i Struer. Her er et udvalg af de skulpturer jeg har arbejdet på det sidste stykke tid med henblik på denne udstilling.

Bronzeskulpturer til udstilling – Bo Kalvslund 2023

Temaet med skulpturerne er mennesker. Mennesker i forskellige situationer, aldre og bevægelighed. Jeg elsker at arbejde med menneskeskikkelsen og studere forskellige udtryk gennem ansigt, krop og lemmer.

De tre skulpturer herover er udtryk for nogle af de muligheder jeg undersøger:

  • Dynamisk figur
  • Statisk figur/torso
  • Figur med ornament

Udover figurernes positur og bevægelse, arbejder jeg med skulpturernes overflade og patina. De forskellige overflader kan være med til at udtrykke en bestemt stemning med en skulptur. Generelt søger jeg et varieret udtryk med muligheder for at gå på opdagelse, ikke bare i figurens form men ligeledes i overfladens struktur, mønster og farve.

Herover ses to forskellige udtryk og overflader. Den første skulptur er patineret med kobbernitrat der giver en irgrøn farve. De tre andre skulpturer er oxideret med svovllever der giver en mørk tone. Begge overfladebehandlinger kombineres med delvis blankpolering for at skabe kontrast med den rå blanke bronze.

Bronzeskulpturerne udstilles og udbydes til salg på Aktivitetscenteret i Struer medio august – medio september 2023.

Udgivet i

Processen fra 3D til færdigt produkt

Fyrfadsstage i bronze

I den følgende artikel beskriver jeg processen med design, print og støbning af en fyrfadsstage i bronze. Processen omfatter design og modellering i CAD program, 3D print i “castable wax” og til sidst støbning i bronze.

Prototype til produktet modelleres i Rhino. Her er det parametriske værktøj “Grasshopper” anvendt sammen med Rhino for at bruge algoritmen Voronoi til at skabe mønsteret på siden.

Den endelige CAD-model eksporteres til et slicer-program der klargør modellen til 3D printeren. Her tilfører programmet stillads der understøtter det endelige print.

De 3D printede modeller klargøres til at blive støbt. Først skal de monteres på et vokstræ på en silikonebase. Derover placeres stålkuvette. Heri hældes flydende gips der stilles til tørring.

Fyrfadsstage i bronze

Bronzen smeltes ved ca. 1100grader og hældes i gipsformen der forinden er udbrændt i ca. 10 timer hvor voksen fordamper/brænder væk og efterlader hulrum. Til sidst renoveres det færdige bronzeemne og overfladen poleres.

Udgivet i

Mandfolk – seje mænd med hue og fuldskæg

To mænd - Bronzeskulpturer

Karaktérdesign har altid haft min store interesse. Kunsten at skabe en interessant, sjov eller vellignende karakter er både udfordrende og givende, når det lykkes.

To mandfolk i bronze

Jeg er startet på en serie jeg kalder ‘Mandfolk’ – det skal være en hyldest til karakterfaste, stærke og seje mænd med et ikonisk udseende. Ikke for at negligere kvinderne – bare fordi det er sjovt at slå ned på en bestemt type.
Jeg fik idéen da jeg studerede Louise Møldrups snobber på Snobberiet. Hendes karakterer er helt unikke og sjove. Jeg tænkte det kunne være sjovt at lave nogle mænd – ikke nødvendigvis snobber – men nogle som har en helt speciel fremtoning. Første indskydelse var “Hipstere” – Københavnere med tjekket udseende og en cool livsstil. Anden indskydelse var: “Mandfolk” – mænd med eksempelvis hue og skæg.

Først laver jeg modellerne i voks eller Super Sculpey. Her har jeg på de to første brugt både hvid og sort ostevoks for nemmere at se kontrasterne. Den sidste model er modelleret i Super Sculpey. Super Sculpey har fordele men også ulemper. Fordelene er at det er langt nemmere at moddelere små detaljer. Ulempen er at man ikke kan støbe dem direkte som Cire Perdue.

Mandfolk på vokstræ
Mandfolk på vokstræ

Her har jeg monteret modellerne på et vokstræ og en silikonbase. Herefter placerer jeg en stålkuvette ovenpå silikonebasen og indstøber voksen i gips. Gipsen brændes i en ovn i ca. 10 timer hvor voksen brænder væk. Herefter støbes bronzen i hulrummet.

Kuvette med rødglødende bronze
Kuvette med rødglødende bronze

Her er et billede fra støbeprocessen. I hjørnet er smelteovnen der bruges til at smelte bronzen ved 1100 grader. Til højre er vakuum-beholder der bruges til at lave undertryk i gipsmodellen, så bronzen flyder ud i alle hjørner af modellen/hulrummet. Forrest er stålkuvetten med den rødglødende bronze. Til højre ligger en skulptur som allerede er støbt.

Når bronzen er støbt ned i gipsformen, nedsænkes kuvetten i vand, herved pulveriserer gipsen og bronzen kommer fri af formen. Herefter skal bronzen renses for gips, eventuelle støbegrater skal slibes af og bronzen børstes med stålbørste og højtryksrenses. Tilslut patineres bronzen og poleres med voks.

Klik på billederne for at læse mere om de enkelte mandfolk!

Udgivet i

Glas og bronzeskulptur – Tiffanyglas

Bronze og glasskulptur

I det følgende beskrives tilblivelsen af glas- og bronzeskulptur udført i Tiffanyglas.

Glas til bronzeskulptur

Første del af processen består i at udskære de glasstykker der skal bruges i glasmønsteret.

Tiffanyglas - farvet glas med kobberfolie

Herefter monteres kobberfolie på alle kanter af glasstykkerne.

Tiffanyglas - farvet glas med kobberfolie

Glasmønsteret samles.

Tiffanyglas - farvet glas med tinlodninger

Glasset loddes sammen med tin.

Støbning af ramme i bronze

Rammen støbes i bronze.

Bronze og glasskulptur

Der lægges kobberfolie i rammen.

Bronze og glasskulptur

Glasmønsteret monteres i bronzerammen.

Bronze og glasskulptur

Bronzen og tinlodningerne patineres og skulpturen er færdig.

Se bronzeskulpturen med tiffanyglas i webshoppen.

Udgivet i

Fra 3D-model til bronzeskulptur

3d model i ZBrush

Der er flere måder en skulptur kan blive til på. Normalt modellerer jeg i voks eller SuperSculpey med hænderne. Modellerne støbes herefter enten Cire Perdue eller ved sand-støbning.

En anden måde at fremstille modellerne på kan være ved 3D-modellering. Nogle af de programmer der anvendes til dette, er: Rhino3D, ZBrush og NomadSculpt.

Kat modelleret i ZBrush

Forlægget til denne skulptur af en egyptisk kat, er en model jeg har fremstillet i gips (og ler) ved et kursus hos kunstner og bronzestøber Thomas Andersson. Jeg har modelleret den ydre form og udhulet modellen så den ikke er massiv. Herefter har jeg importeret den i Preform, der er et slicer-program der forbereder modellen til 3D-print. I det følgende billede ses 3d-modellen i Preform hvor der er tilføjet støtter der skal medvirke til at understøtte printet mens det bygges op.

STL-fil importeret i Preform.

Modellen printes herefter i Castable wax på en Formlabs Form 3 resin-printer.

Printet voks-model monteret på silikone-base.

Herefter monteres den printede voks-model på et vokstræ og en silikone-base. Den indstøbes i gips. Gipsformen udbrænder i en ovn i ca. 10 timer hvor voksen forsvinder og efterlader et hulrum efter modellen. Gipsformen er herefter klar til at blive vakuum-støbt med flydende varm bronze.

Kat støbt i bronze

Herefter renoveres bronzeskulpturen. Den afrenses for gipsrester, støbekanter med videre slibes af og overfladen gives ensartet struktur.

Patineret bronzeskulptur af kat.

Til sidst patineres bronzeskulpturen. Katten har fået en flot blågrøn tone ved denne patinering.

Se den færdige bronzeskulptur – her.

Udgivet i

Udstilling på Regionshospitalet Viborg

I december 2022 udstiller jeg bronzeskulpturer, sølvsmykker og akvareller i forhallen.

Udstilling af bronzeskulpturer, sølvsmykker og akvareller

Kunstforeningen Gaia ved Regionshospitalet Viborg har inviteret mig til at udstille i forhallen på sygehuset.
De har nogle meget fine forhold i form af fem store montre med sokkel i mørkt malet træ og top i klart plexiglas. De tre udstillingsvægge er malet i en flot mørk midnatsblå som danner en flot baggrund for mine udstillede arkitektur-akvareller.

Bronzeskulpturer

Sølvsmykker

Akvareller

Prisliste udleveres i receptionen.

Udgivet i

Udstilling på Regionshospitalet Randers

Mand på bænk - Bronzeskulptur af Bo Kalvslund

I perioden marts – april 2022 udstiller jeg 23 skulpturer i Kunstforeningen Regionshospitalet Randers.

Skulpturerne er udstillet i hospitalets kantine i en glasmontre.

Udstilling af bronzeskulpturer i kantinen Regionshospitalet Randers
Udstilling af bronzeskulpturer i kantinen Regionshospitalet Randers

Skulpturerne har et rigt udtryk med forskellige motiver. Min inspiration er dels mennesket, naturen og arkitekturen.

Udstilling af bronzeskulpturer i kantinen Regionshospitalet Randers
Udstilling af bronzeskulpturer i kantinen Regionshospitalet Randers

Adressen på udstillingen er: Regionshospitalet Randers, Kantinen, Skovlyvej, Randers.

Udgivet i

Februar 2022 – Bronzeskulpturer til ny udstilling

2022-02-01_Bronzeskulpturer-Udstilling-Randers

Work in progress…hedder det på engelsk. Jeg er igang med at forberede en ny udstilling. Her er nogle af de foreløbige resultater.

En mand på en bænk. Et godt sted at være i livet – at have ro til at sidde og betragte livet omkring een. Måske blot et øjeblik for så selv igen aktivt at deltage. Måske i længere tid for virkelig at mærke tyngden mod jorden, se fuglene og lytte til vinden.

Mand på bænk – bronzeskulptur.

Gnags har jo skrevet en legendarisk sang med samme tema: “Når jeg bliver gammel…” Lidt nostalgisk men det har man vel også lov til at være 🙂 Livet med Corona har i hvert fald givet os alle tid til eftertanke.

Tre generationer og en enkelt kvinde er det også blevet til. Søn, far og farfar er en serie jeg tidligere har arbejdet med. Jeg er ved 3 ud af 8. De står fint sammen på en række.

Tre generationer – Søn, far og farfar.

Kvinden er rank og stolt. Hun udstråler værdighed og ynde med sine lange linjer og elegante positur.

Kvinde – bronzefigur.
Udgivet i

Overgang. Udstilling på VUC

Udstilling med bronzeskulpturer på VUC Holstebro
Overgang. En udstilling om forandring.

Nye bronzeskulpturer lavet til udstilling på VUC i Holstebro. Bronzeskulpturerne er oxyderet og delvist blankpoleret. Temaet er overgang. Gennem livet går vi og møder hele tiden nye udfordringer og muligheder. Nogen gange er vejen let, inspirerende og ligefrem – andre gange mørkere og vejen frem kan være lidt bumlet. Tager vi et skridt af gangen går det som regel lidt fremad trods alt – mens det andre gange går fremad med stormende skridt. Hvordan er din gang for tiden?

Udgivet i

Udstilling hos Civitas Advokater

Udstilling hos Civitas Advokater - Bronzeskulpturer

Her i slutningen af september har jeg fornøjelsen af at skulle udstille sammen med flere andre kunstnere hos Civitas Advokater i København.
Jeg har lavet en serie bronzeskulpturer med et fælles udtryk. Bronzeskulpturerne er alle skikkelser af mennesker. Nogle i grupper, andre solitære og en enkelt liggende eller siddende.

Udstillere hos Civitas Advokater – se mere på deres hjemmeside her.

Udgivet i

Nye skulpturer – efterår 2021

Nye skulpturer efteråret 2021

Post Corona -ish… Hvor er det skønt at være befriet af restriktioner, mundbind og evige pressemøder med dårlige nyheder. Det nye håb for en tid uden sorte tanker og nedtrykt samfundsstemning har betydet at der har været kræfter til at lave nye skulpturer med inspiration fra det ukuelige menneske, sammenholdet og den store natur der bare er ligeglad og i evig forandring og dog så stabil.

Viljestyrke er en skulptur der udtrykker menneskekroppens styrke og mulighed for eksistens trods udfordringer og begyndende nedbrydning. Livet er en evig påmindelse om at rejse os op trods tyngdekraftens til tider store magt for at få os til at blive liggende. Selv om det regner og skroget gør ondt, rejser vi os og møder dagen og de udfordringer den måtte bringe.

Par – en skulptur af to mennekser der står hinanden nær. Et udtryk for det sociale og kærlige menneske. Håbet og varmen der bringer os sammen og giver os tryghed og kærlighed. Ikke alle forundt – men den der tør åbne sig for et andet menneske – mødes med varme og måske et kram, får livets gave og måske en ven for livet. Lad os aldrig blive håndsky og fremmede for hinanden.

Fugle i træet – et billede/en skulptur der udtrykker tidens gang. Træets krogede stamme og grene der snor sig og peger mod lyset/himlen/månen – whatever – træet står også ukueligt i al slags vejr og vidner om livets/naturens cyklus og evige – dog langsomme – forandring. Fuglene er flygtige – de kommer og går. De er altid på vej og så alligevel sidder de indimellem lidt længere i træet – for lige at mærke, lytte og måske synge en sang.