Udgivet i

Besøg på BIRN – Jernstøberi i Holstebro

Birn - Jernstøberi i Holstebro

Efter at have boet i Holstebro i mere end 25 år fik jeg endelig mulighed for at besøge BIRN. Med en historie der strækker sig helt tilbage til grundlæggelsen i 1896, og med de klassiske høje røde skorsten, er det ikke bare en virksomhed der har skabt en masse arbejdspladser i Holstebro, det er også et ikon i byen. Igennem årene har BIRN bidraget til byens udvikling og kultur.
Ved Nørreport i Holstebro har Bjørn Nørgaard opført nogle meget smukke og karakteristiske lysmaster som er støbt på BIRN. Foran deres indkørsel til fabrik og administration kan man se BIRN’s Bier af Erik Heide.

Jeg havde kontaktet BIRN for at høre om det var muligt at få lov at følge deres støbeproces. Jeg ville gerne lære at støbe flere ens emner ved sandstøbning.
På Holstebro Museum er der en stor udstilling om BIRN’s historie, og her havde jeg læst om deres brug af sand til deres støb, og ville gerne lære mere om sammensætningen af sandet, og hvordan de skaber støbeforme der kan reproducere formen igen og igen.

Det var en fejlopfattelse jeg havde fået. Jeg troede at det var sandformen de genanvendte. Det viste sig ved rundvisningen som jeg fik af Factory Manager Jesper, der venligt forklarede at det ikke er sandformen der genanvendes, men formen der presser sandet, der er udført i metal (sandsynligvis aluminium). Sandet kan endvidere presses til en kerne, som placeres inde i den ydre sandform, og hvor metallet flyder imellem disse to forme.

Jernskulptur støbt på BIRN

Jesper fra BIRN havde tilbudt mig at vi kunne prøve at håndstøbe en form som jeg skulle tage med. Det var jeg meget taknemlig for og forberedte en sandform, som jeg var spændt på udfaldet af.

Det gik heldigvis godt. Det var fascinerende at se hvordan een af støberiteknikerne tog en øse, og hentede en lille mængde flydende jern, og hældte i min sandform.

Tak til Factory Manager Jesper, og til BIRN for rundvisningen.

Udgivet i

Værkstedet hvor smykker og bronzeskulpturer fremstilles

Bronzeskulpturer af Bo Kalvslund

Værkstedet er et helt unikt sted i processen med at fremstille kunst. Idéerne kan skabes hvor som helst man har en blyant og noget papir. Man man lave en skitse eller en model i pap på køkkenbordet eller i sofaen. Selve fremstillingen af en bronzeskulptur kræver et sted med mulighed for at have åben ild, slibe og eventuelt svejse.

Når der skal støbes i guld, sølv eller bronze skal der laves en model i voks der er en prototype af det endelige smykke eller skulptur. For at forarbejde voksen bruges der forskellige værktøjer afhængig af hvad det er for en type voks der arbejdes i. Er det for eksempel hård voks, skal der bruges file og sandpapir. Er det blød ostevoks bruges hænder og fingre, eller traditionelle modelleringsværktøjer, som også bruges til ler.

Selve støbeprocessen kræver et særligt sted med udsugning og underlag til varmt arbejde. Udbrændingen af voksmodellerne sker i en ovn der følger en udbrændingskurve op til ca. 730 grader. Metallet smeltes enten med en brænder eller i en gas- eller elovn.

Når skulpturen eller smykket er støbt skal det renses for gipsrester og støbegrater og uregelmæssigheder fra støbeprocessen skal slibes væk. Tilsidst overfladebehandles metallet og poleres med voks.

Mit værksted ligger i Holstebro. Du er velkommen til at kontakte mig hvis du har et specielt arbejde du gerne vil høre om jeg kan udføre. På hjemmesiden her er der endvidere en side med videoer hvor jeg også deler optagelser af mine værker i sølv og bronze.

Udgivet i

Mandfolk – seje mænd med hue og fuldskæg

To mænd - Bronzeskulpturer

Karaktérdesign har altid haft min store interesse. Kunsten at skabe en interessant, sjov eller vellignende karakter er både udfordrende og givende, når det lykkes.

To mandfolk i bronze

Jeg er startet på en serie jeg kalder ‘Mandfolk’ – det skal være en hyldest til karakterfaste, stærke og seje mænd med et ikonisk udseende. Ikke for at negligere kvinderne – bare fordi det er sjovt at slå ned på en bestemt type.
Jeg fik idéen da jeg studerede Louise Møldrups snobber på Snobberiet. Hendes karakterer er helt unikke og sjove. Jeg tænkte det kunne være sjovt at lave nogle mænd – ikke nødvendigvis snobber – men nogle som har en helt speciel fremtoning. Første indskydelse var “Hipstere” – Københavnere med tjekket udseende og en cool livsstil. Anden indskydelse var: “Mandfolk” – mænd med eksempelvis hue og skæg.

Først laver jeg modellerne i voks eller Super Sculpey. Her har jeg på de to første brugt både hvid og sort ostevoks for nemmere at se kontrasterne. Den sidste model er modelleret i Super Sculpey. Super Sculpey har fordele men også ulemper. Fordelene er at det er langt nemmere at moddelere små detaljer. Ulempen er at man ikke kan støbe dem direkte som Cire Perdue.

Mandfolk på vokstræ
Mandfolk på vokstræ

Her har jeg monteret modellerne på et vokstræ og en silikonbase. Herefter placerer jeg en stålkuvette ovenpå silikonebasen og indstøber voksen i gips. Gipsen brændes i en ovn i ca. 10 timer hvor voksen brænder væk. Herefter støbes bronzen i hulrummet.

Kuvette med rødglødende bronze
Kuvette med rødglødende bronze

Her er et billede fra støbeprocessen. I hjørnet er smelteovnen der bruges til at smelte bronzen ved 1100 grader. Til højre er vakuum-beholder der bruges til at lave undertryk i gipsmodellen, så bronzen flyder ud i alle hjørner af modellen/hulrummet. Forrest er stålkuvetten med den rødglødende bronze. Til højre ligger en skulptur som allerede er støbt.

Når bronzen er støbt ned i gipsformen, nedsænkes kuvetten i vand, herved pulveriserer gipsen og bronzen kommer fri af formen. Herefter skal bronzen renses for gips, eventuelle støbegrater skal slibes af og bronzen børstes med stålbørste og højtryksrenses. Tilslut patineres bronzen og poleres med voks.

Klik på billederne for at læse mere om de enkelte mandfolk!

Udgivet i

Fra 3D-model til bronzeskulptur

3d model i ZBrush

Der er flere måder en skulptur kan blive til på. Normalt modellerer jeg i voks eller SuperSculpey med hænderne. Modellerne støbes herefter enten Cire Perdue eller ved sand-støbning.

En anden måde at fremstille modellerne på kan være ved 3D-modellering. Nogle af de programmer der anvendes til dette, er: Rhino3D, ZBrush og NomadSculpt.

Kat modelleret i ZBrush

Forlægget til denne skulptur af en egyptisk kat, er en model jeg har fremstillet i gips (og ler) ved et kursus hos kunstner og bronzestøber Thomas Andersson. Jeg har modelleret den ydre form og udhulet modellen så den ikke er massiv. Herefter har jeg importeret den i Preform, der er et slicer-program der forbereder modellen til 3D-print. I det følgende billede ses 3d-modellen i Preform hvor der er tilføjet støtter der skal medvirke til at understøtte printet mens det bygges op.

STL-fil importeret i Preform.

Modellen printes herefter i Castable wax på en Formlabs Form 3 resin-printer.

Printet voks-model monteret på silikone-base.

Herefter monteres den printede voks-model på et vokstræ og en silikone-base. Den indstøbes i gips. Gipsformen udbrænder i en ovn i ca. 10 timer hvor voksen forsvinder og efterlader et hulrum efter modellen. Gipsformen er herefter klar til at blive vakuum-støbt med flydende varm bronze.

Kat støbt i bronze

Herefter renoveres bronzeskulpturen. Den afrenses for gipsrester, støbekanter med videre slibes af og overfladen gives ensartet struktur.

Patineret bronzeskulptur af kat.

Til sidst patineres bronzeskulpturen. Katten har fået en flot blågrøn tone ved denne patinering.

Se den færdige bronzeskulptur – her.